× Min side Nyt Post Søg Events Grupper Forum Chat
×
40plus.dk
Hvor voksne mødes

Seriøs dating & hyggeligt mødested
Jeg er en

Jeg søger

Mit postnr
 

Om at finde en grimasse, der kan passe...

AF LENE JENSEN
24. OKT. 2013, KL. 22:37

Du skal på en date! Håret sidder perfekt, tøjet er i orden, skoene er nypudsede og tænderne lige så. "Jeg er okay" siger du til dit spejlbillede idet du kaster et sidste blik på dig selv i entreen, smilende selvbevidst og sikker på din succes udi datingens fantastiske muligheder. Det er næsten ligesom at være teenager igen, bare uden bumser og bøjle på tænderne. Herligt!

Par på restaurant

De psykiske aspekter ved dit tøjvalg

Sørg for at have noget tøj på, som du føler dig godt tilpas i. Der er ikke noget værre end at have købt noget nyt tøj i dagens anledning, som viser sig at blive usædvanligt uflatterende efterhånden som timerne går. Du kan komme til at virke temmelig kejtet på din date, hvis du konstant er nødt til hive ud i blusen eller de nye bukser, som kravler ind de forkerte steder. Næh, vælg noget tøj som du kender og som du føler dig selvsikker i, det er sagen. Så er der den forhindring mindre i at få en dejlig aften med din udvalgte.

Naturlig eller hvad?

Prøv så vidt muligt at slappe rigtigt godt af, når I nu sidder bænket ved bordet i den cafe, hvor I har aftalt at mødes. Tag et par dybe indåndinger, og prøv at abstrahere fra den nervøsitet som (trods alle gode forbedelser) sniger sig ind som en tyv om natten. Hvis du slapper af, vil dine håndflader ikke virke så kolde og klamme når I hilser på hinanden inden I går til bords. Er der noget værre end en kold, klam hånd ? Ja, det skulle da lige være hvis selvsamme hånd samtidig er som en slatten samling knogler, der ikke er til at få fat i. Giv en fast hånd, dog uden at påføre din date ulidelige smerter, selvfølgelig... Så kan du altid undskylde din kolde hånd med at du lige har vasket hænder, eller at det dog er usædvanligt koldt for årstiden.

Åben eller lukket?

Kender du typen, der sidder tilbagelænet med armene over kors og med en rynke mellem øjenbrynene? Hvis du kunne kigge under bordet ville du ligeledes se et par ben over kors, enten udstrakt på gulvet eller krampagtigt trukket ind under stolen. Det eneste der ville mangle i den situation var en krum ryg- så ville det være den perfekte fosterstilling. Denne selvbesyttende positur er ok for en nyfødt, men ikke for et voksent menneske i en social situation. Tag et par dybe indåndinger, lad hænderne hvile naturligt på bordet og kig din date i øjnene og smil. Spekuler ikke på dine eventuelt skæve fortænder, eller om der har gemt sig et stykke persille i kampens hede. Et dejligt stort smil er livsbekræftende under alle omstændigheder, og viser dig som det enestående og dejlige menneske du er. Pas dog lidt på , således at dit smil ikke bliver alt for krampagtigt – situationen er lidt anderledes end dengang, da du skulle møde din kærestes forældre for første gang. Dengang havde du ondt i kinderne flere dage efter på grund af alt det smileri, og din tunge var fyldt med vabler efter de forbaskede varme kartofler, som du ikke turde spytte ud igen af frygt for at tabe ansigt.

Vær heller ikke bange for at din date får øje på, at du også kan være genert i øjeblikket ,– folk med bare en smule menneskekendskab kender selv fornemmelsen, og vil måske bare synes at det er en charme mere.

 

Vis din date at du er 100 % til stede


Det er en rigtig god idé at være fokuseret på her og nu. Det er dræbende for en god kommunikation, dig og din date imellem, hvis du lige tager chancen for at checke Facebook eller andet i den retning.

Ligeledes er det brandirriterende for omgivelserne, at du måske synes du er nødt til at checke din telefon for larmende sms'er med jævne mellemrum. Sørg i stedet for at have fortalt dine venner og veninder at der vil være et par timer den aften, hvor du ikke vil svare på hverken det ene eller det andet. Det er kun rimeligt og helt ok at være til stede et sted ad gangen. Sluk for al anden kommunikation end den du er midt i.

At spejle sig i det menneske du gerne vil i kommunikation med


Et andet trick kan være ”spejling”.

I min uddannelse lærte vi mange tricks til at fremme en god kommunikation. Et af dem virker særdeles godt, og det virker enten det er din chef, din mor eller et barn, du sidder over for.

Tricket består i at kopiere din samtalepartners kropssprog, dog uden at det bliver for påfaldende.

Iagttag hende/ham, og læg mærke til kropssproget. Hviler hun/han sit hoved i sin hånd, så gør det samme- men ikke i samme sekund, det sker. Vent lige lidt, og gør så det samme, langsomt og naturligt, imens du lytter eller snakker. Bliver der skiftet stilling, så gør det samme efter et stykke tid. Trækker din samtalepartner sin stol lidt væk fra bordet, så gør det samme lidt efter, roligt og naturligt.

Der er selvfølgelig grænser for, hvad du skal spejle. Hvis din samtalepartner i befippelse sidder og river sin serviet i småstykker, skal du ikke gøre det samme, med mindre du ikke har til hensigt at komme i den cafe mere. Alt med måde...

I begyndelsen skal du nok indøve det her (!) inden du mødes med nogen på en date, eller for den sags skyld inden din samtale med din advokat. Du skal selvfølgelig ikke kopiere ALT det de gør. Kopier kun en gang imellem, således at de ikke lægger mærke til det og derfor løber skrigende væk, alt hvad remmer og tøj kan holde.

 

Et sidste lille tip: Hvis du vil, kan du lægge dit hoved en anelse på skrå, når din date fortæller dig noget. Det har nemlig vist sig, at denne gestus indgyder din samtalepartner tillid og mod til at åbne op, - fordi der bliver lyttet.

 

 

 

 


Skrevet af:

Udover at være idékvinde bag 40plus.dk,
er Lene også ivrig forfatter her på 40plus Posten...




K O M M E N T A R E R

Smiler13 skrev 4. nov. 2013, kl. 10:44
Fine råd,mulige bortset fra det afsnit om fine TRICK, der må jeg tage afstand, da dette, efter min sande overbevisning er det mest vildledende du kan byde andre mennesker at bringe sig selv i.

Alt instuderet, ér rollespil, og langt fra ens virkelige jeg, og ér det ikke netop vores sande jeg, der skal mødes i Datingens første møde ?
JO og atter jo, jeg ville løbe langt væk og føle mig så snydt, hvis første møde ikke levede op til senere møder, og den kan ikke reddes i land, hos mig, sorry og så kan det være i andre har anden mening.
Én holdning man nok ser som noget meget værdifuldt hos især de ældre, og som de yngre vil lære at sande som noget af det der gør "Hviler i sig selv"-billedet/signalerne!!!

De bedste ønsker til og for alle herinde 🙏💜🍀🌞


Bo66 skrev 25. okt. 2013, kl. 19:35
Når man skal møde vedkommen første gang, skal man have noget pænt tøj på, efter vad man skal om man skal ud på en chafe eller noget andet. Eller man kan tage og mødes et sted, og snakke stille og roglig og lytte, og vise at man er til stede og lytter efter vad vedkommen siger.






Luk support




40plus ejes af:
Cyberfusion ApS
E-mail: kontakt@40plus.dk
CVR: 32269818
Regler og betingelser
Persondatapolitik

Kontakt os:
E-mail: kontakt@40plus.dk
Vi svarer på alle hverdage!