18. NOV. 2015, KL. 00:01
De sidste 10-15 år har det blomstret over alt på Internettet med artikler, bøger og videoer omkring et meget attraktivt emne der hedder Loven om Tiltrækning.
"The Law of Attraction"
Der er skrevet i tusindvis af artikler på næsten ligeså mange hjemmesider, og der er også blevet lavet i tusindvis af videoer, CD'er og DVD'er om det emne. På Amazon får man lidt over 13.000 resultater ved at søge på ”Law of Attraction”! Bøger og videoer der beskriver, hvordan man hurtigt optræner evnen til at manifestere eller tiltrække ting og begivenheder i sit liv. Og hvem vil ikke gerne kunne det!
Skab din egen virkelighed
Loven om Tiltrækning beskriver, at man skaber sin egen virkelighed baseret på sine egne tanker. Ved at tænke positivt spreder man positiv energi, og den kommer tilbage til en selv på et senere tidspunkt også som positiv energi. Tilsvarende kommer negative tanker tilbage som negativitet. Vi har jo også talemåden der siger, at det vi giver ud er det vi får tilbage.
Jeg kan godt forstå at folk gerne vil have, at Loven om Tiltrækning var en realitet. Det ville jo gøre at vi alle kunne leve et liv i overflod, med alt hvad vi kunne ønske at tiltrække os. Vi ville aldrig mangle noget, og inderst inde er det vel drømmen om at være lykkelig, der kommer til udtryk her.
Er der en bagside, og virker det mon?
Men der findes mennesker der klager over at Loven om Tiltrækning ikke virker. Som svar på det er der så blevet skrevet endnu flere bøger, der handler om hvad de gør forkert og hvordan de så skal gøre det rigtigt. Nye markeder popper op hvor man kan tjene hurtige penge på emnet.
Jeg har blandt andet læst en bog der forklarede, at man først skulle ønske og forestille sig, visualisere og tænke på det man gerne vil tiltrække, og derefter skulle man gøre noget som ingen havde tænkt på før, nemlig at give fuldstændig slip og overlade resten til de højere magter.
Løn som forskyldt?
Der er også nogle der siger at man får løn som forskyldt. Det var en meget almindelig talemåde i Nordjylland da jeg boede der. Måske er det den danske Jantelovsudgave af Loven om Tiltrækning. Men det er jo bare en anden måde at sige det samme på.
Mange bøger har også forsøgt at forklare Loven om Tiltrækning ud fra karma- begrebet, men der vover jeg mig ikke ud, da jeg intet ved om det.
"The Secret"
Loven om Tiltrækning blev meget populær med filmen ”The Secret” af Rhonda Byrne, og blev udgivet i 2006. Hun var dog ikke den første. Allerede i 1906 skrev William Walker Atkinson bogen ”Thought Vibration or the Law of Attraction in the Thought World” og ideen er også fundet hos flere andre forfattere tidligt i 1900 tallet.
Erfaringer?
Jeg har ikke selv de store erfaringer med Loven om Tiltrækning. Nogle gange går jeg efter det jeg vil have og andre gange lader jeg livet bestemme hvad der skal komme. Jeg har prøvet i perioder at 'tænke' mig til resultater, men det er som om, at det der virker bedst for mig er handling. Men så har jeg jo selvfølgelig også tænkt på hvad jeg vil gøre forinden!
Men jeg er meget nysgerrig på hvad I andre mener om Loven om Tiltrækning. Er det fup og fiduser eller er den god nok? Har I erfaringer med om det virker eller har I aldrig prøvet det? Hvad mener I? Kan man virkelig tænke sig til et liv i lykke og overflod? Starter det hele med at man tænker positivt og visualiserer nogle indre billeder om det man ønsker sig?
Skrevet af: David Fønsbo
David har psyko-terapeutisk baggrund,
og har arbejdet som dating-coach i mange år.
A4Avant skrev
16. feb. 2016, kl. 15:56Jeg kender ikke til nogen lov om tiltrækning ud over tyngdeloven, som man altid kan stole på.
Dog er det min erfaring (efter at have arbejdet aktivt med min personlige udvikling i en del år med deraf følgende bedre selvværd mm.) - at jeg - uden at gøre noget som helst (bevidst) - tiltrækker/bliver tiltrukket af mennesker med samme værdier.
Så spørger den kloge læser nok; hvad laver jeg så her?
Tja - eftersom mr. Right ikke har banket på min dør endnu...
cp64 skrev
20. dec. 2015, kl. 00:17Den, der kun leder efter fejl, finder intet andet.
Her er Alan - stor.
Man kan tænke over, hvad man 'lægger ud', men at tro på, at det holder ... DEN holder sq ikke.
I øvrigt siger Livsmodig mange rigtige ting ...
Jeg går op og lægger mig, Hans Christian.
Livsmodig skrev
13. dec. 2015, kl. 09:43Jeg synes, det er fint at tænke over, hvad man sender ud.
Men den begrundelse, du beskriver i dit oplæg, David, finder jeg noget SYG: Dét der med, at jeg kan styre - næsten manipulere - resten af verden - med mine tanker og visualiseringer !!! til at smide appelsiner ned i min, min, MIN turban.
I ''gamle dage'' var der en lige så syg begrundelse for at tænke over, hvad man sendte ud: Nemlig at man nødig ville forarge tante Oda ! Og hvad mon naboen tænker !! Nej, jeg vil helst bare prøve at gøre det gode, fordi det er godt. Og på det store plan duer det ikke at sidde og holde regnskab over, hvad jeg får igen. For livet er ikke retfærdigt på den måde. Og Karma-tanken er syg !
carl5151 skrev
30. nov. 2015, kl. 21:43Jeg tror ikke, at man alene kan tænke sig til ting. Det kræver også handling.
Men der er for mig ingen tvivl om, at en positiv indstilling og holdning om, at selvfølgelig kan og vil vi, giver en selv energi og smitter af på omgivelserne. Og her taler jeg helt og aldeles af egen erfaring. Jeg tror simpelthen, at verden ligger for mine fødder, indtil nogen skulle være i stand til at overbevise mig om det modsatte. Og selv da er jeg tilbøjelig til at sige "pyt" og prøve igen på en ny måde eller med en ny vinkel på, hvordan vi kommer videre. Og rejsen er ofte en væsentlig del af målet, så jeg kan sjældent tabe.
Er man negativ og uden tro på at ting kan lade sig gøre og lade sig realisere, er vejen derimod lang og op ad bakke. Er man negativ bruger man simpelthen også en masse energi på at gruble, kredse omkring tingene, grave i dem, placere ansvar og undskylde, at der ikke sker noget.
Så tænk positivt og spring ud i det!
chipper skrev
25. nov. 2015, kl. 01:06Jeg er ikke den store tilhænger af diverse opskrifter om, hvordan mit liv skal forme sig. At nogen kan TÆNKE sig til et liv i lykke og overflod er da højst sandsynligt, men VIRKER det, eller er det bare noget der sker foran skærmen?
New beginning skrev
20. nov. 2015, kl. 11:03Og iøvrigt synes jeg det ville være mere end på sin plads om den høje herre selv deltog i debatterne han lægger op til her på siden-- ellers falder de jo lidt til jorden, ligesom.
New beginning skrev
20. nov. 2015, kl. 11:01Det var dog det mest besynderlige indslag fra en erfaren terapeut.
Jeg mener hele din fremstilling er vendt på hovedet , og derfor i mine øjne forkert.
Det su siger er jo nærmest at vores bevidshed ingen betydning har , og at man bare skal lade sig drive med at livets tilskyndelser.
Jeg har et helt andet syn. Og ja, jeg mener så bestemt at loven om tiltrækning virker- eller jeg ville næsten sig- sådan er det bare.
Negativitet avler mere negativitet.
vold avler mere vold.
Krig avler mere krig----
og jeg kunne blive ved.
Ideen bag teorien er jo netop at man ikke "bare skal sidde at drømme sig til en tilstand" Men at man skal gå ind i den tilstand, og handle ud i fra det.
Selvfølgelig skal det handlinger til, men jeg vil til en hver tid fforetrække en bevidst handling fremfor noget som bare skedte...
Mener terapeuten virkelig at det er ligegyldigt hvad vi tænker og hvad vi siger til andre, og hvad vi sender ud? du godeste siger jeg bare!
alan skrev
18. nov. 2015, kl. 13:28DEN DER KUN LEDER EFTER FEJL,FINDER INTET ANDET